Sorggruppe
Sorggruppe for efterladte
Sorggruppen i Bangsbostrand er for alle, der er blevet efterladt, uanset hvor man bor.
I gruppen mødes vi for at tale om de svære følelser og udveksle erfaringer.
Det er vores håb, at vi kan opbygge et menneskeligt fællesskab, hvor alle kan føle sig trygge, og at vi kan styrke hinanden i at kunne bære det ubærlige.
Du vil erfare, at du ikke er alene.
Der er plads til at tale om tabet, få lov til at græde, få lov at lytte og blive lyttet til.
Der er plads til at tale om alle de gode minder, man har delt med den, der ikke er der længere.
Men også om sorgen over det, der aldrig nåede at blive.
Der er plads til at tale om relationen til andre mennesker, der måske synes at forandre sig efter dødsfaldet.
Der er plads til at omgås sorgen og smerten på en måde, så livet ikke går helt i stykker.
Der kan også være plads til at tale om alle de praktiske gøremål, som den anden altid har taget sig af. Nu er det dig selv, der skal klare det, og hvordan gør man så?
Hvem deltager i sorggruppen?
I sorggruppen har de fleste typisk mistet ægtefælle/samlever.
Men vi har også erfaret, at lidt yngre mennesker, der har mistet forældre, eller lidt ældre mennesker, der har mistet voksne børn, har haft gavn af den særlige omsorg og forståelse, der findes i en sorggruppe.
De begivenheder, som vi har været udsat for, kan aldrig og skal aldrig slettes af vores erindring.
Tiden læger ikke alle sår. Denne alt for udbredte kliché gør kun ondt værre. Men med støtte og fælles hjælp holder såret til sidst op med at bløde.
Sorggruppen mødes 7-8 gange og starter for denne sæson d. 4.september 2024 kl.16-17.30
Kontakt Maja Holm-Cillerborg
Hospicepræst,Hospice Vensyssel
Tlf:24 80 66 99
Mail:maci@km.dk
Tove K. Brogaard, præst i Bangsbostrand
Tlf. 30 35 63 26
Mail: tban@km.dk