Om kirkerne

Åsted kirke

Aasted kirke

Åsted Kirke ligger centralt i sognet. Den er indviet til Skt. Nicolai, en katolsk helgen, som er kendt som specielt de søfarendes beskytter. Åsted har så langt tilbage, som man kan spore, været et hovedsogn, dvs. præsten i Åsted har også boet i sognet, mens han samtidig har betjent først Gærum (til 1555) og siden Skærum som annekssogn.

En imponerende landsbykirke
Åsted sogn har gennem tiden været et godt kald i den forstand, at præsterne på stedet har haft rimeligt gode indtægter. Der har også periodevis været prestige forbundet med embedet, idet sognepræsten i Åsted fra 1673 til 1835 normalt også var provst for først Vennebjerg herred, fra 1818 Horns-Vennebjerg herreder.

Åsted Kirke fremtræder umiddelbart som den største og mest imponerende af de gamle landsbykirker i Frederikshavn kommune. Dens massive tårn med de mange murankre og den svungne barokgavl på sidekapel mod nord giver kirken karakter.

Kirkens ældste partier er skib og kor. De stammer fra 1200-tallets første halvdel og er opført af munkesten på en granitsokkel. Alene valget af tegl som byggemateriale henviser til en gruppe af samtidige teglstenskirker: Elling Kirke, Flade Kirke og måske Gærum Kirke.

Kor og skib er henholdsvis 8x8 m (kor) og 17x9,5 m.

Kirken har altså oprindelig målt omkring 25 m i længden. I gotisk tid, i første halvdel af 1400-tallet er der tilbygget våbenhus og det kraftige, nærmest massivt virkende tårn, der giver kirken karakter. Herefter er kirken godt 33 m lang.

I løbet af 1300-tallet har man overhvælvet koret, der bærer en fin stjernehvælving. I 1695 har Otte Arenfeldt bekostet opførelsen af et gravkapel for sin slægt (Knivholts ejere).

Tårnet er omsat og skalmuret i 1868 og ved den lejlighed er dr indsat det usædvanligt store antal murankre, som er det mest iøjnefaldende træk ved tårnet.

Hele skibet og tårnrummet har bjælkeloft. Tårnet har måske altid været hvidkalket, men resten af kirken har ifølge en indberetning fra Nationalmuseet været rødkalket, ligesom f.eks. Elling Kirke og Flade Kirke.

Korbuen bærer rester af kalkmalerier, der formentlig er udført o. 16.00, snarere før end efter. På skibets nordvæg er bevaret et djævlehoved tegnet med sort.

Gulvet er af gule teglsten på fladen og er ved rensning i 1986 gjort smukt i stand for midtergangens og korets vedkommende. Det korkdækkede gulv i stolestaderne blev ved samme lejlighed dækket af et bræddegulv, hævet 10 cm over gulvfladen, svarende til forholdene før 1953.

Ved kirkens restaurering i 1953 erstattedes kirkens stoleværk med nye moderne og meget lave bænke. Ved samme lejlighed fjernedes vægpaneler. Ved istandsætttelsen i 1986 udskiftedes det lave stoleværk med nye i en stil med udgangspunkt i stoileværket fra før 1953-54. Stoleværket forbindes igen med paneler langs væggene.

Et meget smukt korbuekrucifiks er ophængt på skibets nordvæg. Krucifikset er fra sengotisk tid 0. 14.00.

Prædikestolen er fra 1800-tallet. Kirkens døbefont er en romansk granitfont og kan meget vel være kirkens oprindelige døbefont og altså stamme fra første halvdel af 1200-tallet. Dåbsfadet er et ældre messingfad.

Alteret er fra o. 1600, altså i renaissancestil. Det er af baldakintypen med to søjler, der bærer himlen.

Altermaleriet er en korsfæstelsesscene malet o. 1700.

Alterbordet er opmuret i nyere tid, og selve bordpladen består af en granitdæksten, der  iflg. beretninger tidligere har ligget som tærskelsten foran våbenhuset.

Kvissel kirke

Kvissel kirke

Kvissel kirke er opført i årene 1918-1919. Grundstenen blev lagt d. 30. August 1918 og kirken blev indviet d. 23. november 1919. Ideen til opførelse af en kirke i Kvissel opstod i en kreds af mennesker med tilknytning til Kvissel højskole. Kvissel by havde i starten af 1900 tallet gennemgået en udvikling fra et lille landsbysamfund med et par gårde og nogle småhuse, til sognets største landsby.

Denne udvikling skyldtes dels 2 store arbejdspladser: Kvissel og sysselhaven teglværk, samt anlæg af jernbanen, der går lige igennem Kvissel by. Derfor føltes det helt naturligt at arbejde for egen kirke i landsbyen. Kirken er tegnet af arkitekt Charles Jensen. Kirken er stilmæssigt en blanding mellem romans og gotisk stil. Fundamentet til kirken er rå utilhuggede kampesten, som var skænket af egnens borgere. Murværket er opført af munkesten leveret af et af de lokale teglværk: Kvissel teglværk.

Skærum kirke

Skærum kirke

Skærum kirke er enestående i Frederikshavn kommune, og som den eneste kirke i området bygget i granit. Kirken menes opført omkring 1150 og er formodentlig den ældste eksisterende bygning i Frederikshavn kommune.  

Kirken består af et oprindeligt langhus og kor i romansk rundbuestil samt et sydvendt, muret våbenhus, der i 1884 afløste et tidligere. Døbefonten er en romansk granitkumme med en særpræget reparation i bronze. Den står på en udhugget fod med afløb og har formentlig været anvendt i kirken siden opførelsen. Den nuværende prædikestol er fra 1911, hvor en tidligere stol fra 1585 blev overdraget til Nationalmuseet. På nordvæggen hænger et stort krucifiks, der sammen med degnestolen hører til de ældst bevarede inventardele. Kirkeskibet er en model af barken "Unitas", og blev skænket til kirken i 1916. 

Skærum kirke har en helt unik samling af romanske gravminder, idet der på kirkegården findes 8 og i våbenhuset 2. Desuden findes 2 stenkors herfra på Vendsyssel Historiske Museum. På kirkegården står en klokkestabel bygget i 1950. Heri hænger klokken, der menes at være fra omkring 1150 og dermed lige så gammel som kirken.